Feature

Tekst Per Andreasen
Foto Per Andreasen, Ole Rauff, Kalle m.fl.

Online Feature Nicky Guerrero - Uden mobil!
> 27.10.2007

Nicky Guerrero - Uden mobil!
- Tæt på legenden

"Så bliver man ikke forstyrret, når man er ude at skate."
Sådan svarer Nicky Guerrero, da jeg ringer til hans fastnettelefon en lørdag aften og lægger ud med at spørge, hvorfor han ikke har en mobiltelefon. Denne udbredte tidsrøver har Nicky aldrig taget til sig.

Siden han fik sit første røde plasticboard af sin onkel Bob i Los Angeles i 1977, har skateboarding fyldt det meste af Nickys liv. "Da Herlev Skateboardklub åbnede, skatede jeg bare der. Jacob og Jesper Binzer, Thomas Hvass og Kim Carlsen var nogle af dem, jeg skatede mest med derude."

"Jeg kan godt lide Lien airs, frontside inverts og tailgrabs. Jeg kan godt lide at vise, hvad jeg kan på den store rampe, så der måske er andre, der får lyst til at lave det", siger den 39-årige jubilar, der er lige så beundringsværdigt oldschool i sit syn på mobiltelefoner, som han er i sit valg af tricks. Han tilføjer: "Der er for få, der skater vert herhjemme i forhold til, hvor mange ramper vi har, men det kan godt være, at der kommer flere, der gerne vil det."

Blandt dem, Nicky Guerrero allerede har inspireret til at skate vert og få det til at se godt ud, findes danske Rune Glifberg, finske Jussi Korhonen og tyske Juergen Horwarth.

Sidstnævnte skater ligesom Nicky for Eastpak og siger: "Nicky er en af de første skateboardere, jeg kan huske fra bladene fra dengang, jeg begyndte at skate i 1988. Jeg husker ham stadig for fantastiske inverts og god stil. Nicky havde og har en stor indflydelse på min skating og især på troen på, at det kan lade sig gøre at være professionel skateboarder i Europa."

I starten af 1980'erne var Nicky flittig gæst på de årlige summercamps i Sverige. Her fandt han stor inspiration i lærerne Claus Grapke, Neil Blender og Tony Hawk.

Nickys store rejselyst og succes i konkurrencer førte i 1985 til, at han blev sponsoreret af G&S Skateboards, som to år senere gjorde ham til den første danske professionelle skater. Dette var startskuddet på den bedste periode i hans 30 år på boardet. "Jeg trænede om vinteren i USA og brugte sommeren til konkurrencer herhjemme i Europa. Det var en spændende periode. Senere har der også været en masse konkurrencer. Det var fedt at komme rundt at skate dengang, fordi det hele var tjekket med hoteller og flyrejser. Det var fedt at møde andre og få inspiration. Man kan godt sige, at konkurrencerne har været drivkraft i det, fordi man så de andre skate og lærte noget af det på den måde."

Men selvom der dengang var meget fokus på vertskating, mener Nicky ikke, at han udelukkende kan betegnes som vertskater. "Jeg vil faktisk sige, at jeg er allround. Jeg fik andenplads til EM i freestyle i Odense i 1983 og førstepladsen til EM i street og vert i Forum. Jeg vandt jo også King of The Park i 1999, hvor man både skulle køre street, vert og bowl, og det var mig, der vandt det hele."

Da skateboarding begyndte at ændre sig, og der kom betydeligt mere fokus på streetskating, forlod blandt andre Tony Hawk og Lance Mountain Powell for at starte deres eget. "Powell snakkede om at stoppe med at lave pro boards og ville skifte image, så de var mere street." Nicky var mere klar på at få en uddannelse og prøve noget andet, så i sommeren 1993 sagde han farvel til Powell og professionel skateboarding. "Det havde jeg det meget godt med. Jeg havde været pro i nogle år og var klar på at prøve noget nyt, men jeg var lidt sur på skateboardindustrien, som ikke kørte særligt stabilt."

Hjemme i Danmark tog han et studenterkursus og gennemførte en pædagoguddannelse. I 1997 begyndte han at skate for det danske skateboardfirma Alis, som han stadig skater for i dag. Nu arbejder han som pædagog på Østerbro og skater mest i weekenderne.

På spørgsmålet om, hvorvidt han føler sig gammel, svarer Nicky: "Det har jeg gjort i nogle år, når det kommer til skateboarding. Jeg kan ikke skate hele dage længere. Men måske to gange en time. Jeg slapper meget af, når der ikke er konkurrencer. Men når man kommer til et nyt sted, kan der hurtigt gå mange timer, men så kan man også mærke det bagefter." I 80'erne var det helst Powells skatepark eller Tony Hawks vertrampe, Nicky skatede. I 2006 banker Nickys hjerte for cement. "Det nye i Malmø er godt. Cementparker er nok noget af det vildeste. Jeg håber, vi kan få en masse mere af det herhjemme. Både street og buer."

Selvom Nickys efternavn er det spanske ord for "soldat", er han ikke helt sikker på, at han er dansk skateboardings soldat, men "med sin vertoppakning på ryggen, med ekstra sko, hjelm og et stort brædt med store hjul, kan man godt føle sig lidt som en soldat. Især hvis man også har et streetboard med og en dagsration af vand og rugbrødsmadder. Jeg har fået en masse erfaring af de konkurrencer, jeg har skatet. Det er lidt psykisk, og man er nødt til at se det for sig og se sig selv med førstepræmien, hvis det er det, man vil."

Som bekendt koster de fleste kampe et offer, men indtil videre har Nicky klaret skærene uden de store skader. "Jeg har brækket håndled og kraveben, men det er lang tid siden. Det værste er at vride knæ eller ankler. Jeg prøver at holde mig koncentreret, så jeg ikke falder. Jeg kører efter en filosofi om, at det er bedre at være ekstra forsigtig i stedet for at falde og slå sig. Så kan man bare prøve det igen, efter at man er hoppet af. Det kan man godt glemme, når man kører konkurrencer, så der er jo stadig et faremoment i det. Jeg satser i hvert fald på ikke at få nogen skader, for det kunne godt sætte en stopper for den fremdrift, jeg er inde i."

Om planerne for den nærmeste fremtid siger Nicky: "Næste weekend skal jeg til minirampekonkurrence ved en messe i Frankfurt. Eastpak laver noget promotion i forbindelse med mit jubilæum dernede og måske også i Australien. Jeg skal i hvert fald 4-5 forskellige steder hen i Europa i den forbindelse."

Vi ønsker Nicky Guerrero tillykke med de 30 år på boardet og håber, at han må få mange flere!

| Til top | Kommentér